03-02-12: 13:48 | af: Palle Poulsen / Kasper Højstrup Nielsen, kahn@tv2.dk
Brødrene Toft Hansen jubler over deres nyvundne EM-guld.For godt en uge siden stod de i EM-finalen, og i denne weekend skal brødrene Toft dyste i den danske pokalturnerings Final4-finalestævne for AG København.
Og der skal arbejdes for at blive mentalt klar til første kamp, hvor Ajax fra landets næstbedste række er modstanderen.
"Det kan godt være, at det bliver lidt svært at motivere sig efter en finale. Det skal jo helst være en kamp, vi vinder uden problemer. Det er en titel, der står på spil, og det er sjovt at spille om, og det er ikke alle håndboldspillere, der får lov til at prøve det," siger René Toft Hansen til sporten.tv2.dk, og bakkes op af sin bror.
"Ajax må ikke snyde os, og vi skal vinde over dem 10 ud af 10 gange. Det er der ikke nogen tvivl om, men vi må ikke tage let på opgaven, for de har alt at vinde," vurderer Henrik Toft Hansen
Især for Henrik Toft Hansen bliver kampen en oplevelse, da den skal spilles i Gigantium i Aalborg. Her har han tidligere optrådt for byens hold.
"Jeg glæder mig til at spille på min gamle hjemmebane i Aalborg. Jeg håber at møde Aalborg i finalen om søndagen. Jeg ved ikke, hvordan publikum vil tage imod mig, men jeg glæder mig til de rammer, jeg har haft i fem år, og jeg glæder mig til at få min første titel med AG København," siger Henrik Toft Hansen til sporten.tv2.dk og fortæller, at han, trods store EM-oplevelser, er glad for at være i Danmark igen.
"Jeg skal lige vænne mig til dansk mad igen. Serbisk mad var ikke lige super hver gang. Jeg har haft brug for noget andet end udkogt pasta og kyllingestykker, siden vi kom hjem fra Serbien," fortæller stregspilleren.
Om AG København-brødrene og deres holdkammerater kan motivere sig mod Ajax, eller om David tæver Goliat, kan du se på TV 2 i denne weekend. Final4-stævnet sendes lørdag fra klokken 14.10 og søndag fra klokken15.40.