05-02-12: 17:22 | af: Kristian Eshøj Josefsen, krjo@tv2.dk
AG København jagter en sommererstatning for Rene ToftPå stregpositionen har den storsatsende danske håndboldklub AG København kvaler med at finde en afløser for EM-helten Rene Toft, der til sommer skifter til THW Kiel.
"Derfor har vi i lang tid været på markedet og kigge efter, hvad der er af muligheder. Vi har fundet frem til, at det skal være en, der minder så meget om Rene som muligt. Stor, stærk og en, der kan spille i forsvaret. Så det er det, vi er på jagt efter," siger AG-direktør Søren Colding til sporten.tv2.dk.
"Vi har haft mange forskellige ind i billedet, det er svært at finde nogle, der er stærke i forsvaret også, og der har vi været i Sverige at kigge. De har mange spændende, unge stregspillere. Og de har haft to med til EM, Andreas Nilsson og Niclas Barud, som vi har fulgt tæt."
Kigger mod syd
Når det så er sagt, så er de ikke på et niveau endnu, hvor de spiller Champions League. Vi kunne godt tænke os en, som har lidt mere erfaring, end de to har. Og så primært en, der er meget, meget stærk i forsvaret," siger Colding.
Derfor har direktøren vendt blikket længere mod syd, hvor den spanske liga huser nogle store profiler.
"Spanien har meget dygtige forsvarsspillere, som også kan spille i den anden ende. Oneto (Marco Oneto, red.) i Barcelona, Guardiola (Gedeon Guardiola, red.) i Portland og en Prieto (Carlos Marto Prieto, red.)i Celje, som vi kigger nærmere på," forklarer Søren Colding, der dog ikke vil komme nærmere ind på, om klubben er tæt på at hente en af de nævnte.
AG København har også Henrik Toft som stregspiller i truppen.