09-11-06: 16:43 | af: Thomas Sundberg og Lars Jørgen Andersen
FCK Håndbold har nu rettens ord for, at den ungarske målvogter Katalin Palinger misligholdt sin kontrakt, da hun pludselig rejste. Men erstatning kan FCK kigge langt efter.
Det blev udgangen af sagen ved voldgiftsretten, der gav sagsøgeren ret i, at Palinger forbrød sig, da hun rejste og senere skrev kontrakt med Krim Ljubljana. Til gengæld sagde retten, det var i orden, at Palinger blev opereret for en skade i hjemlandet.
FCK havde nedlagt påstand om en kompensation på 300.000 kr. Det blev afvist.
"Voldgiften har fastslået, at Palinger på et område har misligholdt sin kontrakt ved at udeblive fra træning og kampe. Omvendt har voldgiften ikke givet os ret i at hun har misligholdt kontrakten ved at blive opereret i Ungarn uden vores accept," siger FCK Håndbolds direktør Dan Hammer til TV 2 Sporten.
"Vi er meget tilfreds med dommen som sådan, og vi respekterer også den del, vi ikke fik medhold i, nemlig at spilleren selv kan vælge behandlingsform."
"Vi har fået en principiel afgørelse, som er meget interessant, og som jo i yderste konsekvens fastslår, at spilleren ikke nødvendigvis skal underlægge sig klubbernes behandlingsformer. Og det er vigtigt for os at vide, også i forhold til de forpligtelser som klubben har indenfor sundhedsområdet," fortsætter Dan Hammer.
"Voldgiften kom også frem til at der ikke skal udbetales erstatning, og det er faktisk et synspunkt, vi har respekt for. For at der kunne falde en erstatning, skal man påvise et økonomisk tab, og det er svært at påvise præcist, hvad FCK Håndbold har tabt."
"Vi har fået voldgiftens ord for at hun har misligholdt sin kontrakt, og nu regner jeg med, at DHF og EHF træder i karakter og starter en undersøgelse af hendes disciplinære forseelser."
"Hun har foretaget sig to af de væreste ting, man kan gøre som professionel. Hun har misligholdt sin kontrakt, og hun har skrevet under med en anden klub, mens hun var bundet af en kontrakt med os."
"Det er de to værste forséelser, man kan foretage sig som professionel sportsmand, og jeg forventer selvfølgelig, at konsekvenserne og sanktionerne bliver derefter."
"Jeg synes den her sag med alle dens forviklinger og med dens udløb i to forskellige sager - en transfersag og en voldgiftssag - langt hen ad vejen har trukket bukserne ned på international håndbold, og det har jo også godt, den har været her, for det viser, hvor der skal sættes ind i fremtiden."
"Jeg vil faxe afgørelsen fra voldgiften til DHF og så vedlægge et lille brev, hvor jeg beder dem om at rette henvendelse til EHF i bestræbelserne på at få en afklaring på, hvilke sanktioner der skal være internationalt," slutter Dan Hammer.