12-02-09: 21:43 | af: Per Colstrup Vinkel
Foto: ScanpixEngang var der intensitet både på isen og på lægterne, når slaget om København skulle stå mellem Rødvore Mighty Bulls og Nordsjælland Cobras.
Men de blot 934 tilskuere i Rødvore var vidne til en tam affære, hvor Rødovre på trods af en sløv indsats aldrig var i nærheden af at sætte point til. Rødovre vandt med 3-1.
I kampens indledning var de hvidblusede slanger fra Nordsjælland ellers godt med. Godt nok var det de rødblusede tyre, der lagde ud med at bringe sig foran ved Christian Larrivee efter syv minutters spil. Men efter et kvarter var svenske Daniel Wallin på pletten og udlignede for Cobras. Men lige som de to hold var på vej til pausethe, dukkede Bobby Hagelin op og skaffede Rødovre en pauseføring på 2-1.
Det var som om, det var et tungt slag for Nordsjælland. Anden periode var en tam en af slagsen. Ingen store chancer, og måltavlen forblev i ro. Den kom til gengæld igang igen i tredje periode. Hjemmeholdets Pete Campbell slukkede med sit mål midt i perioden til 3-1 det sidste håb om point til den nordsjællandske konto.
Det var tydeligt, at Cobras er blevet markant svækket ved tabet af de fire udenlandske profiler - profiler, som klubben har taget afsked med på grund af økonomiske problemer. Problemer, der endnu ikke er løst, og som derfor stadig hænger som en tung sky over holdet fra Rungsted.
Rødovre sikrede sig med sejren definitivt andenpladsen i mellemgruppe A. En andenplads, der sikrer klubben hjemmekamp i en eventuelt afgørende kamp både i kvartfinalen og semifinalen.