17-09-04: 15:26
Foto: Scanpix"Lige på og sport" åbner 23. september efterårssæsonen.
Det sker med en LPS Special under titlen "Godkendt Svindel - en dokumentar om Dansk Boldspil Union", der afslører, hvordan Dansk Boldspil Union og fremtrædende ledere fra Akademisk Boldklub forsøgte at hemmeligholde en skandale i dansk fodbold.
Programmets omdrejningspunkt er den såkaldte Ali Akida-sag.
"Ali Akida", hvis rigtige navn er Emanuel Ake Richard Muttendango, rejste i 1999 ind i Danmark under falsk navn, ligesom han kort efter meldte sig ind i Akedamisk Boldklub under falsk navn. I februar 2001 blev Emanuel Ake Richard Muttendango anholdt og sigtet for at opholde sig i Danmark under falsk navn. ABs ledelse, herunder administrerende direktør Per Frimann, fik straks kendskab til sagen, og i perioden herefter blev Dansk Boldspil Union orienteret.
Alligevel spillede Emanuel Ake Richard Muttendango de følgende tre år for AB med falsk identitet. Hverken offentligheden eller de andre klubber i Superligaen blev informeret, men da sagen kom frem ved en tilfældighed, frikendte Dansk Boldspil Union og en række fremtrædende ledere i AB sig selv. "LPS Special" lægger hændelsesforløbet frem og besvarer dermed det spørgsmål, som fodboldledere efterfølgende har stillet sig selv: Er Superligaen blevet afviklet på et forkert grundlag de seneste tre år?
"Godkendt Svindel - en dokumentar om Dansk Boldspil Union" er produceret af "Henrik Madsen Fjernsyn" for TV 2 Sporten.