08-05-11: 15:46 | af: Anders B. Rasmussen, anra@tv2.dk/Ritzau
Den forsvarende Formel 1-verdensmester Sebastian Vettel sikrede søndage endnu en sejr til samlingen, da han sammen med holdkammeraten Mark Webber sluttede som nummer et og to ved det tyrkiske grand prix. Spaniens Fernando Alonso blev nummer tre i sin Ferrari.
Den regerende Formel 1-verdensmester førte fra start til slut og øgede sikkert sin føring i VM-stillingen til samtlige konkurrenter.
Spanske Fernando Alonso forsøgte at bidrage til spændingen, da han kørte nogle af de allerhurtigste omgangstider i sin Ferrari.
Hamilton nærmeste rival
Midtvejs i løbet havde Alonso kørt sig frem fra femte bedste startposition til andenpladsen lige bag Vettel. Spanieren måtte dog til sidst se sig overhalet af Red Bulls Mark Webber, der blev toer på Istanbul Park.
Britiske Jenson Button ville også blande sig, og på den krævende bane forsøge Button at begrænse antallet af pitstop. En strategi, der slog delvist fejl, da Button måtte nøjes med en placering som nummer seks.
Vettel topper VM-serien med 93 point. Nærmeste konkurrent er Lewis Hamilton, der med en fjerdeplads i Istanbul er noteret for 59 point. Mark Webber har 55 point på tredjepladsen.