09-10-11: 21:04 | af: Anders B. Rasmussen, anra@tv2.dk
Sebastian Vettel jubler over sit andet verdensmesterskab efter det japanske grand prix.Formel 1-fans i stor mængder bevægede sig søndag mod Sebastian Vettels hjemby Heppenheim for at fejre den 24-årige tyskers historiske verdensmesterskab.
Vettel er den yngste nogensinde som har vundet Formel 1-serien to gange, og det blev fejret dagen igennem i byen, som midlertidigt nærmest blev døbt "Vettelheim."
Allerede fra klokken 7 lokal tid samledes tusindvis af fans foran storskærme for at se Vettel dyste ved det japanske grand prix. Med en tredjeplads skuffede Red Bull-køreren ikke og sikrede mesterskabet med fire løb tilbage.
Ros fra Merkel
Jublende fans sprøjtede med champagne, dyttede i bilhornene, afskød fyrværkeri og drak mere end 100 liter gratis øl, da Heppenheims 25.000 indbyggere blev suppleret af utallige fans.
"Selvom det er Sebastians anden titel, så er her en fantastisk stemning," sagde Axel Möller, som er formand for Vettels lokale fanklub, til nyhedsbureauet dapd.
Også forbundskansler Angela Merkel og landsholdstræner Joachim Löw roste Vettels motorsportstriumf.
"Jeg er glad og vil gerne lykønske Sebastian Vettel med hans sejr," sagde Merkel mens Löw tilføjede.
"Vettel har fuldendt en fantastisk præstation. Han dominerede Formel 1-sæsonen og er en fortjent verdensmester igen. Allerede nu er han han blandt de tyske topatleter, som har skrevet sportshistorie."