17-11-11: 10:49 | af: Jonas Fjordside,jofj@tv2.dk
Foto: Kevin MagnussenCaroline Wozniacki er en verdensstjerne på alle mulige måder. Hun er i top rent sportsligt og sponsorer og medier elsker hende. Sporten.tv2.dk har sat jagten ind på den næste danske superstjerne i sportens verden. Vi har allieret os med ungdomstrænere, eksperter og sportsudøvere for at finde frem til de unge, danske talenter, hvis potentiale vi vurderer på en skala fra 1-100.
Bonusinfo:
Kevin Magnussen er søn af racerkører Jan Magnussen, der i 1997 og 1998 kørte Formel 1.
Navn: Kevin Magnussen
Alder: 19 år
Sportsgren: Motorsport
Største sejre: Samlet vinder af Formel Ford serien 2008, syv sejre i Formel 3 serien alene i 2011 (samlet nummer to)
Benzin i blodet. Tidligere Formel 1-kører Jan Magnussen med sønnike Kevin Magnussen - måske den næste dansker i den mest prestigefyldte motorsport.Sportsligt potentiale: 85
Jason Watt, racerkører: Hans styrke er meget op af hans fars (Jan Magnussen, red.). Troen på sig selv og egne evner. Han er som regel god til at overhale. Jeg erindrer et løb fra i år, og han lå bag en konkurrent. Han havde forinden fået at vide, at der er ét sving, hvor det er umuligt at overhale; han kunne lige så godt lade være. Selvfølgelig skulle han overhale der, og han tog hele vejen udenom. På papiret kan det ikke lade sig gøre, men det gjorde han altså. Hvis der er nogen, der skal kunne gøre det, så er det ham. Nu er han der, hvor rigtig mange sulter efter at være. Han kan selv afgøre det. Det er hans højre fod og evner bag rettet, der skal tage ham det sidste stykke nu.
Mentalt potentiale: 100
Arne Nielsson, mental træner, har tidligere arbejdet med Kevin Magnussen: Af en dreng i den alder er han komplet. Jeg ville meget gerne sige nogle svagheder, men det vil bare være at grave noget frem, som der ikke er hold i. Skal jeg virkelig grave, så er han meget stædig. Det er "my way eller no way", men den selvsamme stædighed gør ham til det her store talent. Jeg kender ikke nogen som ham, og jeg har arbejdet med mange sportsstjerner. Der er ikke nogen, der har hovedet skruet så godt på til at nå langt som Kevin. Han er det største potentiale, vi har herhjemme.
Kommercielt potentiale: 105
Christian Vollerslev, adm. direktør i Promovator: Han kan blive endnu større en Caroline, hvis han slår igennem og får finansieret sin Formel 1-plads, så kan han gå hele vejen blive en af verdens allerhøjest betalte sportsfolk. Det er dog ikke kun resultaterne der tæller i Formel 1. Netværk og relationer er meget afgørende, men han virker til at have forbindelserne i orden.
Samlet vurdering: 97