16-03-10: 09:18 | af: anra
Bertrand "ElkY" Grospellier i gang med en online-turnering i en pause ved European Poker Tour i KøbenhavnFranske Bertrand "ElkY" Grospellier er et kæmpe navn på den internationale pokerscene, og nyder stor respekt blandt sine gambler-kolleger.
En sejr på World Poker Tour, en sejr på European Poker Tour og et væld af imponerende resultater online og ved World Series of Poker, har slået tilnavnet "ElkY" fast som en del af pokereliten.
Tv2.dk mødte verdensstjernen, da han gæstede København i forbindelse med European Poker Tour på Casino Copenhagen, og bad ham give sit bud på de fem bedste spillere inden for varianten "Texas no limit hold 'em."
Drømmeholdet
"Hvis jeg skulle sammensætte et bord med de fem bedste, så ville det nok være Phil Ivey, Yevgeniy Timochenko, Jason Mercier, Daniel Negreanu og så vil jeg håbe at jeg selv kunne være med på det bord," vurderede "ElkY" med et grin.
Den tidligere Starcraft-pro fik også lejlighed til kort at uddybe, hvad der skal til for at blive en succesfuld pokerspiller.
"Det de bedste gør godt er at de hele tiden tilpasser sig spillet. De har ikke nogen fast strategi, og det er meget vigtigt i øjeblikket hvor spillet virkelig udvikler sig meget," tilføjede "ElkY."