21-10-09: 13:41 | af: Lars Bruun-Mortensen
Foto: ScanpixI Wozniacki-lejren har de ikke hørt noget om, at officials nu skal se nærmere på Caroline Wozniackis kamp i Luxembourg i går, som den engelske avis The Mirror ellers hævder på sin hjemmeside.
Og den danske tennisstjernes far, Piotr Wozniacki, er helt uforstående over for det, hvis informationerne i The Mirror er rigtige.
"Jeg kan kun grine af det. WTA (repræsentanter for WTA-touren, red.) var til stede ved kampen, og der var også fjernsyn på. Og vi har forklaret, hvordan situationen var," siger Piotr Wozniacki til tv2.dk.
Caroline Wozniacki blev allerede i første sæt behandlet for en forstrækning i baglåret, men trak sig først, da hun var foran 5-0 i andet sæt og meget tæt på sejren. Første sæt havde hun vundet 7-5.
Ifølge Piotr trak hun sig først så sent i kampen, fordi hun i begyndelsen ikke følte, at skaden var så slem. Men i løbet af andet sæt blev skaden forværret.
"Caroline har vist fairplay. Hun gav Kremer (modstanderen Anne Kremer, red.) chancen i næste runde, for det var helt klart, at Caroline ikke ville kunne spille den næste kamp," siger Piotr Wozniacki til tv2.dk.
Tv2.dk forsøger i øjeblikket at få en kommentar fra repræsentanter for WTA-touren til historien fra The Mirror.