25-01-10: 12:25 | af: Per Colstrup Vinkel, tv2.dk i Melbourne, Australien
Foto: Scanpix
Foto: wsop.comPokerspilleren Gus Hansen overværede kampen ved Australian Open mellem Caroline Wozniacki og Na Li på nærmeste hold. 6-4,6-3 lød sejrscifrene i Li´s favør, og det behagede bestemt ikke Gus Hansen.
"Det var megaærgerligt. Caroline havde chancen for at gå rigtig langt i den turnering her, men det skulle altså ikke være. Man kunne se, at tingene ikke rigtig kørte for hende, hun prøvede alt det hun kunne, men det gik bare ikke," fortalte Gus Hansen efter kampen til tv2.dk.
Gus Hansen er selv i Melbourne for at deltage i pokerturneringen Aussie-Millions.
Imponeret af fokus
På trods af det lidt skuffende exit ved Australian Open i dag, så har Caroline Wozniacki allerede imponeret Gus Hansen. Rent faktisk, så forsøger pokerspilleren at efterligne den 19-årige tennisdarling.
"Hun er ekstrem fokuseret og målrettet. Hun er professionel i alt hvad hun foretager sig, og det er helt klart noget jeg kan lære af. Sidste år tabte jeg meget på at sjuske, og ikke være fokuseret, så det håber jeg i år at kunne gøre bedre," lyder det fra Gus Hansen til tv2.dk.
Ifølge diverse pokersider var 2009 et katastrofalt år for den danske pokerspiller. Siderne anslår, at Hansen tabte omkring 30 millioner kroner.