Wozniacki: Jeg er meget tilfreds

WozniackiWozniacki møder veninden Agnieszka Radwanska i semifinalen
Foto: Scanpix

Caroline Wozniacki har ikke haft de bedste erfaringer med Jie Zheng.

Men torsdag morgen dansk tid fik den danske tennisstjerne endelig en god oplevelse mod den 26-årige kineser, der havde slået Wozniacki i de to spilleres tidligere opgør i 2006 og 2009.

I kvartfinalen i den stærkt besatte WTA-turnering i Indien Wells, USA, vandt den andenseedede Wozniacki i tre sæt med cifrene 6-4, 4-6 og 6-1.

En god veninde venter i semifinalen
"Det var en lang kamp, og den var virkelig hård. Hun spillede rigtig godt og fik en masse bolde sendt tilbage, som jeg troede, jeg allerede havde vundet," sagde Wozniacki efter kampen ifølge nyhedsbureauet AP.

"Vi spillede begge aggressivt for at få den anden ud at løbe, og det var som om, at den, der først tog initiativet i en duel, også var den, der vandt pointet. Jeg er meget tilfreds med mit spil i dag," sagde den danske tennisstjerne, der nu møder sin gode, polske veninde, Agnieszka Radwanska, i semifinalen.

Radwanska har endnu ikke tabt et sæt i turneringen og slog den fjerdeseedede, olympiske mester, Elena Dementieva fra Rusland, ud i kvartfinalen med en sejr på 6-4, 6-3.

Vinderen plejer at gå hele vejen
Wozniacki og Radwanska har mødt hinanden to gange tidligere på WTA-touren - begge gange i WTA-turneringen i Stockholm, og begge gange har deres indbyrdes kamp afgjort, hvem der vandt turneringen.

I 2007 vandt den andenseedede Radwanska i kvartfinalen med 6-4, 6-1 over Wozniacki og gik siden hele vejen og vandt turneringen.

Året efter byttede de så roller. Her vandt den førsteseedede Wozniacki med 6-4, 6-1 over Radwanska i semifinalen og vandt siden også finalen.

Wozniacki og Radwanska spiller formentlig deres semifinale natten til lørdag.

Annonce:


Nyhedsbreve.tv2.dk RSS-feeds Pauseskærm

Annonce:

Se også