Federer chokerede med nederlag

FedererRoger Federer havde ikke tabt en singlekamp i Davis Cup i ni år, men fredag aften gik det galt mod John Isner
Foto: Scanpix

Stabilitet og stribevis af sejre har kendetegnet Roger Federer i Davis Cup-turneringen, men fredag gik det galt, da schweizeren tabte en singlekamp for første gang i ni år.

Den tidligere verdensetter tabte 6-4, 3-6, 6-7, 2-6 til amerikaneren John Isner, som dermed bragte USA foran 2-0 i landskampen mod Schweiz.

Den høje amerikaner, som er bedst kendt for sin 11 timer lange maratonkamp mod Nicolas Mahut ved Wimbledon 2010, var jublende glad over sin sejr.

"Det er en af mine største sejre i karrieren, nej, det er ikke rigtigt. Det er min største sejr nogensinde," sagde John Isner på banen efter kampen.

Indtil fredag havde Federer vundet 15 singlekampe i streg i Davis Cup-turneringen.

Kampen blev spillet indendørs på grus i den schweiziske by Fribourg.

Federer: En god kamp
Federer håber på, at schweizerne kan vende den dårlige start mod samlet sejr, når han sammen med Stanislas Wawrinka lørdag møder Mike Bryan og Ryan Harrison.

"Jeg spillede en god kamp, når man tager højdeforholdene i betragtning, og når man tænker på, at det var min første kamp på grus siden French Open," sagde Roger Federer ifølge AFP.

"Det var tungt at tabe, men vi er ikke færdige i turneringen. Stan og jeg vil samle os, ligesom vi gjorde ved OL," tilføjer schweizeren.

Stanislas Wawrinka og Roger Federer vandt sammen OL-guld i herredouble i 2008.

Annonce:


Nyhedsbreve.tv2.dk RSS-feeds Pauseskærm

Annonce:

Se også